Casper: - Nu vågner jeg glad hver morgen

29.04.2017

Gør som Casper. Han har gjort sin fritidsinteresse til sin levevej. Nu vågner han glad og i godt humør hver morgen.

Casper uddanner sig til personvognsmekaniker på Selandia

Casper Callesen har både arbejdet som murerarbejdsmand og brandmand, men han fortryder ikke ét sekund, at han forlod arbejdsmarkedet for at uddanne sig til personvognsmekaniker. Heller ikke selvom det betyder, at han i en periode har et mindre økonomisk råderum.

Fra fritidsinteresse til levevej
– Jeg har altid været teknisk interesseret, men jeg har ikke kunne finde ud af, hvordan den interesse skulle udmønte sig, forklarer Casper.

Sidenhen begyndte Casper at rode med veteranbiler i sin fritid. Den første veteranbil Casper satte i stand var en gammel Bobbel, som han stadig kører i. Derudover har han istandsat en Wartburg, en Trabant og en Nissan 100nx. På brandstationen hjalp han også med vedligeholdelse af køretøjerne. Og sådan fandt Casper sit kald:

– Derfra faldt det mig naturligt at starte på uddannelsen til personvognsmekaniker. Jeg tog min fritidsinteresse og gjorde den til mit erhverv. Det er dejligt endelig at have fundet min rette hylde og der, hvor jeg hører til.

Ubegrundet frygt
Casper er nu halvvejs i sin uddannelse og har ikke fortrudt et eneste sekund. Han gjorde sig dog en del overvejelser, inden han startede.

– Krisen holdt mig tilbage fra at begynde på min uddannelse, for jeg var ikke sikker på, om jeg kunne få en læreplads. Jeg startede også min uddannelse i skolepraktik, men efter otte dage fandt jeg en læreplads.

Caspers frygt var altså helt ubegrundet, og han er rigtig glad for sin læreplads.

– Det er et lille værksted, så jeg får lov til at arbejde meget selvstændigt. Jeg står selv med kunder og kundekontakt, og det er mit eget ansvar, at bilen bliver færdig. Der er ikke en svend, der laver det for mig.

Fremtiden i faget
På trods af at faget og bilerne er i en rivende udvikling, er Casper ikke bange for at blive arbejdsløs. Tværtimod synes han, udviklingen er rigtig spændende.

– Bilerne bliver mere computerstyrede, så der kommer en masse interessant mikro-teknisk arbejde indover i fremtiden. Og så er brintbilerne også på vej til Danmark igen. Det bliver spændende at følge udviklingen og se, hvor langt vi kommer.

Fremtiden byder på mikro-teknik og brintbiler, men Caspers nuværende drømmebil er langt fra lige så futuristisk.

– Jeg skal have mig et gammelt folkevognsrugbrød type 2. Den kan ikke så meget andet end at køre, og så er der selvfølgelig masser af plads i den. Men det er jo en sjov bil og et ikon, jeg er vokset op med. Jeg vil sætte den i stand og kombinere det moderne med det originale.

Udover det tekniske og faglige ved at sætte veteranbiler i stand, kan Casper også godt lide det sociale.

– Hvis folk interesserer sig for biler, kan jeg altid komme i snak med dem, når jeg kører i min veteranbil. Det er altid sjovt at finde nogen med samme interesse, og førhen deltog jeg også en del på forskellige træf. Der er altid et eller andet, man kan snakke om.

Spring ud i det!
Casper lever drømmen. Han har gjort sin fritidsinteresse til sit erhverv, og til de der tøver og ikke tør tage springet, har han kun ét råd:

– Hvis du brænder for noget, skal du bare hoppe ud i det. Det er bedre at følge sine drømme, end at være sur i en dagligdag og rutine, du ikke gider.

Casper mener ikke, at økonomien skal være en hindring.

– Det er jo kun en overgang, at ens indtægt falder. Så snart du er faglært, får du flere penge, end du havde før. Gevinsten kommer i sidste ende, og indtil da må du justere sin levestil efter det.

For der er så meget, der er vigtigere end økonomi:

– Hellere vågne op hver morgen, være glad og tænke; ”fedt, jeg skal på arbejde”, end at vågne op hver morgen og sige; ”øv, jeg gider ikke”, slutter Casper.

 

Casper er ikke den eneste der har gjort sin fritidsinteresse til sin levevej. Det samme har Mickey. Hør hans historie her:

Vil du også gøre din fritidsinteresse til din levevej? Læs om alle dine muligheder her.