Er du en pilfinger?

23.09.2016

Er du en teknisk altmuligmand? En computernørd og pilfinger, som er vild med matematik, programmering og mekanik? Så skulle du overveje at blive industritekniker – det moderne ord for maskinarbejder.

Fakta om uddannelsen

  • Løn under uddannelse: SU eller elevløn på 7.-10.000 kr.
     
  • Jobmuligheder: CNC-operatør, industrimekaniker, maskinarbejder, offshorearbejder og plastmekaniker
     
  • Udviklingsmuligheder: Videreuddannelse til maskinmester, produktionsteknolog, energiteknolog, driftsteknolog og maskiningeniør.
     
  • Læs mere om uddannelsen, varigheden, specialer, praktik osv.

– Har du hænderne skruet rigtigt på, og er du god til matematik, er uddannelsen til industritekniker et godt valg. Det er et spændende arbejde, hvor der altid er noget nyt at lave, siger elev Jakob Nielsen.

Studiet for computernørder og pilfingre
Drømmer du om at arbejde med metal og avancerede maskiner? Eller har du allerede gjort det i mange år, men uden de uddannelsespapirer, der sikrer dig den gode løn? Så skal du læse til industritekniker. 

– Det er sådan en god blanding af akademisk og håndværk, forklarer Tim Madsen som også er elev på industritekniker uddannelsen.

På studiet drejer, borer og fræser du blandt andet i metal. Du arbejder også med mere teknologiske fag som programmering af computerstyrede maskiner og produktudvikling. Arbejdet som industritekniker slider derfor ikke ligeså voldsomt på kroppen som visse andre fag.

– Man får ikke ligefrem sorte hænder af jobbet – og det kan jeg godt lide, smiler Tim.

Alsidig præcision
Som industritekniker bliver det dit job at installere og reparere maskiner på store industrivirksomheder. Det er også dit job at programmere og producere alle de bevægelige dele, der indgår i diverse former for mekanik. Du kan derfor blive sat til at lave pumper, motorer, små tandhjul og meget mere. Bitte små dele der alle indgår i en større helhed. 

Lav ledighed og stor efterspørgsel
Efterspørgslen på kvalificerede industriteknikere er stor, da det er en af de uddannelser, moderne industrivirksomheder får mest brug for. Du vil derfor- både under og efter din uddannelse - være meget  eftertragtet.

– Som industritekniker er det største problem næsten at vælge mellem de mange tilbud om læreplads. Hvis du har søgt mange steder, så er det næsten: ”Ok. Hvor vil du helst hen?”, siger Magnus Møller Olsen, elev på industriteknikeruddannelsen.

Derudover er antallet af nyuddannede ikke stort nok til at dække efterspørgslen, hvilket betyder, at der er næsten 100 % jobgaranti. Ledigheden blandt industriteknikere er den laveste i syv år. Chancen for at lande det gode job med den gode startløn er derfor stor. Uddan dig til industritekniker, og bliv den kvalificerede arbejdskraft branchen efterlyser. 

Noget for dig?
Er uddannelsen til industritekniker noget for dig? Søg om optagelse på optagelse.dk
Er du fyldt 25 år, skal du kontakte Kompetencecentret på Selandia og få en aftale om at få vurderet dine kompetencer.
Vil du vide mere? Læs mere om uddannelsen, varigheden, specialer, praktik osv.