Kan du lave en lækker madpakke?

12.10.2017

Det kan eleverne på ZBC. Og i denne uge giver de deres tips videre til sultne folkeskoleelever. Haps selv de gode tips her.

madpakke_zbc

Hjemmebagt fuldkornsbrød og æbleboller, alverdens grøntsager, hjemmelavede kyllingefrikadeller, pirogger, torskerogns- og tunmousse, en sund snackbar af tørrede frugter og meget, meget mere disker eleverne på ZBC Roskilde op med.

Nu er det op til gæsterne selv, elever fra Roskilde Kommunes 6. klasser, at lave deres egen drømme-madpakke. Om det bliver en salat, en wrap, klassiske rugbrødsmadder eller lidt af det hele, er op til dem – Men der er én regel. De skal have noget i madpakken fra hver af de fem elementer, som en god madpakke består af:

  • Brød – helst fuldkorn
  • Grønt – gnavegrønt eller salat
  • Pålæg – Kød, ost eller æg
  • Fisk – mindst én slags fiskepålæg
  • Frugt – noget friskt og sødt
     

Fra fedtemadder til wraps

En af dem der har været med til at lave det lækre udvalg af mad til madpakkerne, er Maria;

- Det har været rigtig spændende at have undervisning om madpakken, for det er mange år siden, jeg selv har spist en, og den har ændret sig en del siden. Vi har også selv lært en masse om madpakkens historie fra den aller første madpakke til madpakkerne i dag. Dengang bestod den af rugbrød med fedt, og hvad du ellers havde af rester. Det kunne være lever, der blev lavet til leverpostej.

Maria håber, at 6. klasserne har fået nye idéer efter at have smagt på nogle nye ting.
 

Smag lige på det

Missionen var, at alle børn skulle smage på minimum én ny ting. Heldigvis, var de fleste børn klar på at smage.

- Og ellers er vores elever gode til at sige, ”Skal du ikke lige smage på dét her? Det er okay, hvis du ikke bryder dig om det”, fortæller faglærer Mette Malmberg Vest og fortsætter,

- Eleverne lærer også rigtig meget af det her. De lærer at præsentere maden på en anderledes måde, hvordan de tager kontakt til folk og hvordan de agerer professionelt. For selvom de skal arbejde med mad, vil der altid være kundekontakt. Så de får også rigtig meget ud af det.  
 



Opskrift: Koldhævede æbleboller

Er du klar til at lave din egen lækre madpakke? Du kan eventuelt bage disse æbleboller – Så har du en sund fuldkornssnack.

 

  • 12 g. Gær
  • 416 g. Kærnemælk
  • 29 g. Rapsolie
  • 31 g. Sukker
  • 10 g. Kanel
  • 312 g. Revet æble
  • 114 g. Pasteuriserede æg
  • 125 g. Grahamsmel
  • 150-175 g. Hvedemel
  • 25 g. Havregryn
  • 5 g. Salt

 

Fremgangsmåde

  • Gæren smuldres i en skål
  • Hæld kærnemælken i en gryde og lun den. Mærk med en finger, om kærnemælken er tilpas lun
  • Hæld kærnemælken i skålen og rør til gæren er opløst
  • Kom rapsolie, sukker og kanel i skålen og rør
  • Kom revet æble i skålen og rør
  • Hæld ægget ud i en kop. Pisk ægget sammen med en gaffel
  • Hæld halvdelen af ægget i skålen og rør. Gem den anden halvdel til at pensle med
  • Kom grahamsmel og salt i skålen og rør
  • Kom lidt efter lidt hvedemel i skålen og ælt dejen
  • Lad dejen hæve i køleskabet natten over
  • Form dejen til boller
  • Lad dem efterhæve i 10 minutter
  • Pensel bollerne med æg
  • Sæt bollerne midt i ovnen og bag dem i 15 minutter ved 200 grader