Vores livs oplevelse: Praktik i udlandet

22.08.2016

Vil du have eventyr og nye oplevelser, blive sindssygt dygtig og få nemmere ved at få arbejde? Så er praktik i udlandet måske noget for dig. Læs her om Signe og Mette, der har haft deres livs oplevelse i München.

Mere om PIU

PIU – hvad står det for:
PIU står for Praktik i Udlandet og er et tilbud til unge, der har lyst til at opleve en anden kultur. Ordningen giver mulighed for, at praktikopholdet kan blive godkendt som en del af den danske uddannelse, og der kan gives økonomisk tilskud til eleven eller til den danske arbejdsgiver.

Vil du vide mere om PIU:

  • HHX/EUX - kontakt Michael Simmelholt på misi@sceu.dk eller tlf. 58 56 72 60
  • EUD - kontakt Dennis Rix på deri@sceu.dk eller tlf. 41 33 47 82

Læs mere:

Stor udlængsel og tørst efter nye oplevelser fik Signe Bonke til at udleve sin drøm om at arbejde i modebranchen i Tyskland:

- Jeg læste på den internationale linje på HHX, og ville gerne lidt ’beskyttet’ afsted til udlandet, og så var PIU (Praktik I Udlandet) en oplagt mulighed.

 

Modeshows og wunderbare oplevelser
Signe fortæller:

- Jeg fik en praktikplads som kontorelev i et modeagentur i München, og rejste to dage efter min studenterkørsel. Jeg fik lov til alt muligt, fra kontorarbejde til kundekontakt og dekoration af showrooms. Jeg arbejdede både med det kreative og med business-arbejdet. Det var super fedt! Fordi jeg fik så meget ansvar, følte jeg ikke, at jeg ”bare” var praktikant. Jeg fik faktisk vigtige arbejdsopgaver.

I dag læser Signe på TEKO i Herning, hvor hun uddanner sig til indkøber, og her trækker hun på sin store erfaring fra praktikopholdet i München.

- Fordi vi handlede med det skandinaviske marked, fungerede jeg som en ’ambassadør’, der kendte til danske interesser og værdier. Det hjalp en del på samarbejdet. Og hjemme i Danmark kender jeg nu det tyske marked og taler også sproget, så det er en stor fordel, fordi Tyskland er så stor en handelspartner.

 

Praktikken gav fedt studiejob
For fem år siden stod Mette Riis Jensen i samme situation som Signe. Hun havde stor eventyrlyst og ville afprøve sine evner uden for Danmark:

- Der skulle ske noget nyt, og jeg var glad for sprog, særligt tysk. Jeg tænkte, at den eneste måde jeg kunne lære sproget på, var ved at tage til Tyskland.

Og det gik meget stærkt med at blive god til tysk. Mette blev vant til at høre og tale tysk hver dag, både med venner og kollegaer:

- Man bliver jo tvunget til det, for man har ikke noget valg. Derfor kan man ikke undgå at blive god, fortæller Mette.


Ingen kære mor
Praktikken var meget lærerig – ikke kun fagligt, men også personligt:

- Jeg blev moden meget hurtigt. Da jeg flyttede hjemmefra, var det jo til et helt andet land. Så jeg kunne ikke bare bede mor og far om hjælp. Det er noget af det bedste rent personligt, at man lærer at stå på egne ben.

Praktikken er også skyld i, at Mette i dag arbejder som studiemedhjælper i Dansk Industri, mens hun læser interkulturel markedskommunikation og tysk på CBS. Og både på studiet og hendes studiejob er det en stor fordel, at hun har været i praktik i München.

 

Gør det!
Mette har ikke et øjeblik fortrudt sit praktikophold i Tyskland. Og hvis du overvejer praktik i udlandet, er Mettes råd:

- Du kommer ikke til at fortryde, at du gør det – du fortryder, hvis du lader være! Du har intet at miste, men meget at vinde. Jeg kan ikke finde grund til ikke at gøre det.

 

Læs om flere oplevelser med PIU
Læs om Nanna, der har taget hele sin praktik i Norge
Læs om Milles fede oplevelser på restaurant MASH i London
Læs om Michaels praktikophold i eksotiske Shanghai