Slip af med din eksamensangst - 6 gode råd

18.04.2017

De fleste er nervøse inden eksamen. Men hos nogle udvikler nervøsiteten sig til angst. Få 6 gode råd til, hvordan du tackler din angst før eksamen.

Slip af med din eksamensangst -  6 gode råd

- Der er forskel på at være nervøs og være angst. Nervøsitet er helt naturlig og kan ses som noget positivt, der faktisk gør, at du præsterer endnu bedre til eksamen. Vi har alle forskellige måder at reagere på, når vi er nervøse og skal op til eksamen. Nogen får svedige håndflader. Andre skal tisse ofte, og flere får røde pletter på kroppen. Alt sammen er det almindelige symptomer på nervøsitet, fortæller Selandias psykolog Janne Risager Jensen. 

6 gode råd: Sådan tøjler du din eksamensangst

Psykolog Janne Risager Jensen - Sådan slipper du af med din eksamensangst Psykolog Janne Risager Jensen har stor erfaring med at støtte og hjælpe unge med eksamensangst

1: Træk vejret
Sørg for at trække vejret dybt et par gange, inden du går ind i eksaminationslokalet.

Hvis du kan kontrollere din vejrtrækning, kan du også kontrollere, hvor meget dit hjerte banker og dermed føle mere ro. Jo mere rolig du er, desto bedre kan du også kontrollere dine tanker, og dermed får du sagt det, du gerne vil.

2: Eksamen - ligesom et skolefoto
Eksamen er ikke et endegyldigt bevis på dine evner. Eksamenssituationen er blot et her-og-nu billede.

Man kan sammenligne en eksamen med et skolefoto. Du får taget et billede den pågældende dag på et bestemt tidspunkt sammen med en bestemt lærer og en bestemt censor. Dagen efter kan du se anderledes ud, og dagen før har du også set anderledes ud. Hvis du husker på det, kan du dæmpe præstationsfrygten. Der er nemlig mange, der tænker, at eksamen er lidt ligesom en dødsdom. Og sådan er det på ingen måde.

Få hjælp til at styre din eksamensangst

Eksamensangst? Få hjælp af psykolog Janne Risager Jensen

Få en uforpligtende snak om, hvordan du gør eksamensperioden  til en god start på sommeren.

Ring til Selandias psykolog Janne Risager Jensen.

Telefontid: Alle hverdage 8.00 - 10.00

Tlf.: 4133 4733

3: Sov!
Sov ordentligt og læs ikke hele natten.

4: Spis rigtigt og sundt
Uden mad og drikke, dur helten ikke. Spis noget, også selvom du ikke er særlig sulten. Uden benzin på tanken taber du fokus og koncentration.

 5: Hold pauser 
- Det er vigtigt, at du holder pauser fra eksamenslæsningen, hvor du dyrker sport, går i biografen eller på stranden og nyder solen. Det gælder om at give hovedet et hvil, og så koncentrerer du dig også bedre, når du vender tilbage og åbner bøgerne på ny.

6: Lav en læseplan
Lav en læseplan, så du har styr på, hvad du skal nå at læse inden eksamen. Det er vigtigt, at du ikke ”over-læser”. Det er ikke altid muligt at nå at læse hele pensum. Fokuser i stedet på helheden, så du ikke stresser dig selv.