Kendt fra tv

12.04.2016

Kasper Boye, kendt fra DR 1s tv-program Made in Denmark, har et godt råd til dig, der er i tvivl om, hvilken uddannelse du skal vælge.


- Jeg synes uden tvivl, man skal tage en erhvervsuddannelse, for det er en branche, der aldrig går af mode. Der vil jo altid være behov for nogen, der kan bygge, skabe og forme, siger Kasper Boye.

Han er møbelsnedker og har startet sin egen virksomhed One Funky Furniture, der laver fede møbler af genbrugstræ. For Kasper er det noget helt særligt at kunne noget med sine hænder. Det har medført, at han i dag har en succesfuld forretning i en alder af 31:

- For mig er det en sjov læringsproces, det med at have noget i hænderne, følge en proces og se et færdigt resultat. Det synes jeg er fantastisk. Det at have et arbejde, hvor man hver dag får lov til at være kreativ er noget helt særligt.

Spildt min tid?
Men hvad hvis man hen ad vejen finder ud af, at man gerne ville noget andet end at være gartner, kok eller elektriker? Har man så ikke spildt sin tid med at lære et fag?

- Hvis man tager en erhvervsuddannelse, vil det aldrig være spildt. Selvom du finder ud af, du vil noget andet, om det er en akademisk eller en anden erhvervsuddannelse, vil det fag, du har lært, altid være til gavn for dig selv. Man taber ikke noget ved det, tværtimod. Mulighederne er rigtig mange, og hvis man knokler, kan man blive, hvad man drømmer om, afslutter Kasper Boye.

Se Kasper Boyes seje møbler på Instagram: @onefunkyfurniture

Læs mere om Selandias uddannelser her.